Nordenfjords GDH Kennel

22-01-2020
Så er det nu
Efter en meget urolig nat og en ligeså urolig dag, har den første lille han vist sig kl. 18:10. Man skal ikke forvente mere info før i morgen.
15-01-2020
Én uge tilbage. Trængsel
Delta ligner en spærreballon. Der mangler plads i hendes indre, så vi er gået over til mange små måltider. En anden slags maveproblemer skyldes at hun i løbet af de sidste dage har gjort det af med en opvaskebørste – bliver hun da aldrig klogere!
I haven brugte Delta i formiddags en times tid på at pløje et par kvadratmeter op i et spadestiks dybde. Hun havde vist fært af mus. Hyggeligt.
Det er ikke jammer og ynk alt sammen, hun har det rigtig godt og kan stadig bevæge sig med god fart.

Alt er klar til fødslen. Der skal lige nogle flere tæpper og håndklæder i fødekassen, så den bliver rigtig dejlig.

Hvalpene øver sig vist i trampolinspring eller måske er det marktræning. Der er i hvert fald livlig aktivitet.
08-01-2020
Syvende uge fik en ende
I dag fik Delta den sidste herpesvaccination. Så har vi sikret os så godt vi kan mod hvalpedød. Hun blev gennemtjekket af sin ynglingsdyrlæge, og var heldigvis helt ok. Hvalpene fylder allerede så meget at det naturligt besværliggør hendes vejrtrækning.
Søster Eta er solidarisk falsk drægtig. Også hendes bryster er vokset. Men der holder solidariteten også op. Hun vil fortsat gerne lege vildt tagfat, men det orker Delta ikke.

Jeg skal til at have fødekassen monteret, så hun kan vænne sig til at holde til i den.

Hvalpene er begyndt at få pels og farvemarkeringer, og knoglerne er i gang med at forbenes.
01-01-2020
Der er gået seks uger -
- siden vi besøgte Jeppe i Sønderjylland. Delta har helt overvundet sin kvalme og er altid sulten. Hun fodres nu tre gange dagligt, men sidder alligevel ofte foran sin madskål og venter. Deltas figur har ændret sig markant den sidste uge.

Det er spændende hvor mange hvalpe hun gemmer på. Jeg overvejer om der skal laves id-bånd i endnu flere farver.

Nu har hvalpene udviklet deres eget tarmsystem, og organerne færdigudvikles. Kønsorganerne udvikles til hanner og hunner. Vi går ind i den sidste tredjedel af ventetiden, hvor 75 % af fostertilvæksten sker.

Der reklameres nu for hvalpene på www.koebhund.dk og www.gdh.dk
Godt nytår til alle.
25-12-2019
Fem uger henne
Nu går Delta på barselsorlov. Ikke noget med jagtudflugter, kun almindelig motion for at holde konditionen i top til de kommende anstrengelser. Hun skifter også til hvalpefoder med ekstra kalk og protein, så hun kan udvikle sunde stærke hvalpe. Delta er – endnu mere end normalt – utrolig kontaktsøgende og elsker at blive nusset eller bare berørt med en fod.

Indsamlingen af aviser er i fuld gang. Målet er at fylde to affaldscontainere – det skulle være tilstrækkeligt.

De små er nu ved at danne poter, tæer og kønsorganer. Og faren for fejludvikling er ved at være overstået.

Der er indsat et billede på siden Hvalpe 2020.
18-12-2019
Efter fjerde uge
er jeg ikke i tvivl længere. Deltas parring med Jeppe giver resultater. Hun har skiftet gangart og vrikker mere med rumpetten som om maven generer. Og hendes bryster er begyndt at vokse.

Jeg har lavet id-bånd i forskellige farver og længder til de kommende små vidundere.

Nu er fostrene 2,5 cm og har fået noget, der ligner ben. De har også dannet øjne og ører.

Der er allerede flere, der er skrevet op til en hvalp, så jeg håber sandelig projektet lykkes.
11-12-2019
Så gik tredje uge
Nu skulle dievorterne begynde at blive mørkere og større, men det skal der altså mere end god vilje til for at se endnu. Man kunne selvfølgelig få tæven scannet allerede nu for at se liv, men det er for pjattet og dyrt. Vi venter og ser. Vi kan jo hverken gøre fra eller til, og lidt spænding hører december til.

Forberedelserne er i fuld gang. Der er tilberedt en stor portion lever som skal stimulere mælkeproduktionen når den tid kommer. Der er også købt rogn, som hvalpene skal have når modermælken skal suppleres.

De små fisk ligger i hver sin lille blære der er vokset fast på livmoderen og her er moderkagen dannet.
04-12-2019
To uger henne. Morgenkvalme
Lige efter bogen, Hundeopdræt - min bibel i denne tid - havde Delta ikke lyst til morgenmad i dag, men med udsigt til at søster Eta og plejesøster Bella skulle forgribe sig på den afviste mad, gled den alligevel ned. Det første tegn på en succesfyldt parringen.

Det er også i disse dag, de befrugtede æg, små ”fisk” på 1 cm, glider ned i livmoderen og finder sig et godt sted at sætte sig fast.
Hunde er drægtige i 9 uger, så Deltas tredje kuld forventes allerede omkring den 22. januar 2020.
20-11-2019
Delta kunne ikke vente
Jeg mente jeg havde en aftale med Delta om, at årets julegave skulle være en parring, men det kunne hun åbenbart ikke vente på, så julen falder tidligt i år!
I dag drog vi til Sønderjylland og mødte den udkårne Jeppe. Det var kærlighed ved første snif, så om alt går vel er der hvalpe allerede sidst i januar. Det glæder vi os begge til.
31-10-2019
Et nyt kuld er planlagt
Til februar håber jeg på hvalpe igen. Jeg har fået en parringsaftale til Delta. Se mere på siden Hvalpe 2020
I den kommende tid vil der blive tyndet ud i billedmaterialet her på hjemmesiden, så der bliver plads til nyt bedårende hvalpespam.

Velkommen til min hjemmeside

Denne hjemmeside blev oprettet i slutningen af 2011, da vores Gamle Danske Hønsehund, Charletans´ Candy (kaldet Pallas) var drægtig. Siden blev flittigt opdateret indtil de otte dejlige hvalpe forlod deres fødehjem i marts 2012.

Charletans´ Candy

Pallas fik i alt 28 hvalpe fordelt på tre kuld. Indtil nu (marts 2018) er det blevet til 86 børnebørn, men det er kun begyndelsen. Jeg har selv beholdt to af hvalpene, Nordenfjords GDH Delta og Nordenfjords GDH Eta til videre avl.

Nordenfjords GDH Delta

Delta fik sine første 10 guldklumper først i 2017 og den 13. juni 2018 kom endelig Verdens Syv Vidundere.

Midt i februar 2019 bliver det Etas tur til at prøve.

Der vil løbende komme opdateringer, når vi har nyt at fortælle om vores hunde. De hvalpe, vi har opdrættet og stadig har kontakt med fordi de indgår i avl, udstillinger eller prøver, har deres eget blad.

Alle billeder på hjemmesiden er af Pallas og hendes afkom.

Nordenfjords GDH Kennel

Lisbeth Andersen

Mølbjergvej 22

9380 Vestbjerg

Mail: lisb@os.dk

Tlf: 98 29 69 29