Charletan´s Candy

Pallas

Charletan´s Candy, kaldet Pallas, er født den 3. juli 2007. Hun er en rigtig familiehund.

Hun bruges ikke til jagt, men er jagtligt vurderet, og her var der ikke noget at komme efter. Hjemme på parcellen jager hun flittigt alt, der bevæger sig, fra gåsebiller og småfugle til mus, muldvarper og fasaner.

Pallas har meget fine hofter. Da vi i 2011 overvejede om hun var egnet til avl, blev hendes hofter vurderet til A. Indekset ligger nu (maj 2013) på 119, og det vil formodentligt stige efterhånden som hvalpene fra første kuld får undersøgt deres hofter. Der er på nuværende tidspunkt kun én af hvalpene, der er testet. Det var også A-hofter, så det ser lovende ud. 

Inden vi bestemte os til at få hvalpe, havde vi ikke været på udstilling med Pallas. På de udstillinger, hun siden er præmieret i, har karakteren været excellent ligesom hun også har opnået CK (Certifikat Kvalitet).

31. august 2014 Pallas er stadig en flot pige

Ved det årlige tjek hos dyrlægen i efteråret 2014 bedømte han Pallas som sund og rask og i god form, så der var ingen grund til ikke at trække endnu et kuld på hende, selvom hun netop var blevet syv år. 

I foråret 2015 er hun blevet parret med Vitus. Han er ligesom de andre fædre valgt med stor omhu, så hvalpene skulle blive endnu bedre end de to hunde hver for sig.

Efter at Pallas er kommet af med sin overvægt efter hvalpene er hun i foråret 2016 ligeså kåd og livlig som sine to hjemmeboende børn.

25. marts 2017. Pallas med døtrene Eta og Delta betragter Deltas hvalpe i den dejlige forårssol

Pallas forblev en frisk og glad hund indtil hun døde i oktober 2017 godt 10 år gammel. Hun nåede at blive bedstemor herhjemme og var en fin hjælp for sin datter, Delta, da denne fik sit første kuld i sommeren 2017.

Det blev til 28 børn fordelt på tre kuld og et utal af børnebørn – foreløbig 114 (fra 2014 til 1/11 2018). Det svarer til at Pallas er mor/bedstemor til 20 % af de Gammel Dansk Hønsehunde, der er født i denne 5-årige periode.

Charletans´ Candy har sat sine spor.

Delta

29. dec. 2013 Delta

Nordenfjords GDH Delta er af Pallas´ andet kuld hvor faderen er Kenzo, tysk og hollandsk Champion mm. Delta er født den 24. juni 2013 og en hund vi forventer meget af. Men først og fremmest er hun et dejligt livsstykke, der har sat fut i sin 6 år gamle mor og os andre.

17. juli 2014 Første jagttræning hos Kim Sørensen

Delta blev HD-fotograferet, da hun var godt et år. Hun har A-hofter som sin mor, indeks 108 (marts 2015). Ligeledes som mor Pallas har hun ved udstillinger opnået excellent og CK. 

Delta blev jagtligt vurderet i efteråret 2014. Hjemme på matriklen kommer hun af og til med en fasan, muldvarp, mus...

16. april 2016. Spor i Års Skov. Aldrig mere end 30 cm fra sporet og 22 af 25 points.

I foråret 2016 begyndte Delta at gå schweiss. Hun er et rent naturtalent og fik allerede i første forsøg på niveau 1 (400 meter/3 timer) en 1. præmie og dermed adgang til næste trin.

Delta den 28. januar 2017

I december 2016 blev Delta parret med Dalton. Det resulterede i 10 flotte hvalpe. Se mere herom på siden Hvalpe 2017.

 

Eta

15. september 2015. Eta tegner til at blive en flot hund.

Hvalpene i Pallas´ tredje kuld (født 2. maj 2015) var bare så flotte, at vi blev nødt til at beholde en selv. Det var et svært valg, men vi endte med Fru Grøn, der nu hedder Nordenfjords GDH Eta.

Med to år mellem Delta og Eta er de verdens bedste legekammerater, og hvad den ene ikke kan finde på, det klarer den anden. De leger fangeleg, slåskamp, graver efter muldvarper og hjælpes ad med at fange solsorter.

Etas første fødselsdagsgave var en HD-scanning. Hun har A-hofter med indeks 118 (juni 2016).

13 måneder gammel opnåede Eta Excellent ved udstillingen i Vissenbjerg ligesom de to helsøskende og to halvsøskende, der også deltog. Det tegner godt for Eta og hendes søskende.

31. marts 2017 Selvom vi egentlig skulle føre Deltas hvalpe en tur i skoven, kan vi jo godt lige nå en fight.

December 2018

Eta er stadig familiens legebarn. Hun er trods sine 3½ år stadig altid glad og oplagt til ballade.

Måske er der lidt damp i hende. Går vi tur i skoven og følger et tilfældigt naturligt spor, så skifter vi da bare til et andet, hvis det kommer på tværs og lugter bedre. Måske var det derfor hun ikke bestod vores første forsøg på sporprøven – eller også var det fordi sporet gik gennem en vandpyt. Men pyt, vi havde en dejlig dag.

Hun hader udstillinger og gider ikke, selvom hun er et naturtalent og efterhånden også kender tromlen.  I Åben Klasse har hun fået Excellent en masse gange, hun har fået CK, CACIB og er blevet Bedst i Klassen. Vel at mærke ved udstillinger med mange deltagere.

 

25. marts 2017 Eta er superflot

Fra Etas sidste udstilling, Vissenbjerg 2018, citeres kritikken:

3 år gammel, velproportioneret med gode kropsproportioner, godt højde længde forhold, særdeles velskåret hoved med dejlig flad skalle prima næseparti med tilpas mængde løs skin under halsen, godt saksebid, ædel hals, smuk overgang til ryggen, godt skulderparti, smuk underlinie på grund af lidt falsk drægtighed, velvinklet bagpart, tilpas længde på mellemfod, gode benstammer, meget smuk farve og pels, bevæger sig med udmærket drive, lidt for lyse øjne.