Hvalpe 2019

Eta skal have sit første kuld

Ifølge DKKs etiske regler omkring avl bør den første parring af en tæve i vores størrelse ikke ske før hunden er 18 måneder. Jeg synes en GDH i den alder stadig er en hvalp, og min personlige grænse er 2½ år. Eta på 3½ år bliver aldrig voksen, og det er helt fint. Hun er husets dejlige, evige barn, altid fuld af spilopper.

Eta har altid været interesseret i søster Deltas hvalpe og har øvet sig på dem. Hun har hjulpet med at holde dem rene, og når de blev store nok har hun været en glad legetante. Da Delta havde hvalpe i sommeren 2018, var Eta solidarisk falsk drægtig. Hun havde endog mælk og forsøgte at amme en hvalp hun havde stjålet og gemt i soveværelset.

Sidst i oktober blev hun parret, og trods hendes ”ungdommelighed” er jeg ikke nervøs for hendes evner som mor.

30. juni 2017. Eta tømmer affaldsdepoter på Deltas hvalpe
15. juli 2018. Eta hygger sig med Deltas hvalpe
17. juli 2018. "Vil du lege? Mor har ikke tid"
1. august 2018 Eta som barnepige
1.3 august 2018. Man bliver aldrig for gammel til at trække tov

Forældrene til det nye kuld

Jeg har i flere år været fascineret af Magne, der er en stor dejlig hanhund med typisk racepræg, og jeg var superglad, da jeg fik mulighed for at få ham som far til Etas første kuld.

Hvalpene avles med anbefaling af specialklubben og vil således have en Basis+ Stambog fra DKK. De vil få hofteindeks 108, og en uhørt lav indavlskoefficient på 2,8 i 5. generation.

Beskrivelse af de to hunde:

DK05529/2011 Magne

  • Sundhed: Hofter: A indeks 104 (pr. 1.12.2018), PRA: fri
  • Udstillingsresultater: Exc. ÅK. CK

Magne stortrives med masser af jagt sammen med andre hunde i hjemmet og går gerne i vand. Han er en fantastisk familiehund og meget glad for børn.

DK10517/2015 Nordenfjords GDH Eta

  • Sundhed: Hofter: A indeks 112 (pr. 1.12.2018), PRA: fri
  • Udstillingsresultater: Exc. ÅK, CK

Eta bruges ikke på jagt, men er jagtlig prøvet og godkendt. Hun jagter dog – også med held – alt hvad der bevæger sig hjemme på matriklen. Hun er en dejlig, læremen og selvstændig familiehund, der nyder livet i naturen såvel som foran brændeovnen.  

Superflotte Magne
10. juni 2018 På udstilling i Vissenbjerg
11. december 2018

Den søde ventetid

Det er i denne tid helt umuligt for Eta at sove om natten hvis hun ikke har noget over sig. Det nærmeste var en aften en gammel fleece. Hun krøb helt ud i ærmet for at nyde den dejlige duft! Det gav dog problemet med at orientere sig og finde hundelemmen, da hun senere skulle ud at tisse.

16. januar 2019. "Flommefed!"

16. januar 2019 Eta tog bladet fra munden i formiddags:

”Jeg kan godt sige dig, Lisbeth, hvis det her er resultatet af mit besøg hos Magne, så skal jeg aldrig mere besøge Magne. Det kribler og kravler inden i mig. Jeg kan næsten ikke lægge mig ned, uden at lægge mig på noget af det der kravl, og så kribler det endnu mere.

Min smidighed er totalt væk, så jeg ikke ka´ komme til at klø mig eller rense mig for den store mave, jeg render rundt med. Jeg render nu ingen steder, for jeg vralter som en der har gjort i bukserne, og mine bryster dingler. Jeg ka´ bare lunte af sted.

I dag prøvede jeg mit fantastiske Mikkel-Hansen-spring, for at nå et blad på den busk jeg elsker at spise af. Pinligt, siger jeg dig, bagbenene kom næsten ikke fra jorden. Godt at du ikke havde kameraet med.

Og du kan heller ikke være bekendt at jeg skal adlyde dit ”dæk” før jeg får mad, når det nu er så væmmeligt at komme ned at ligge. Så vil jeg næsten hellere undvære mad. Jeg spiser det kun for at Delta ikke skal snuppe det.

Det her er det værste, du nogen sinde har budt mig. Og der er ti dage tilbage. Hvilket mareridt! ”

30. januar 2019 Dejlige små hvalpe

Nu er der igen hyggelige gryntelyde i huset efter de ni hvalpe blev født for tre dage siden. Ren idyl er det dog ikke, for Eta er jo en selvstændig dame. De ID-farvebånd, som hvalpene fik på et døgn efter fødslen, fjernede hun igen næste dag. Hun kunne godt kende den enkelte ud af flokken, så hendes børn skulle ikke mærkes. Eller også skyldtes det at hvalpene nu skulle til at smide det lille stykke navlestreng, der var tilbage efter fødslen, og alt det snoreværk forvirrede hende. Efter adskillige forsøg, måtte projektet i hvert fald opgives. Vi prøver igen om nogle dage.

2. februar 2019. Vendelboere

”Vi vendelboere, vi ved hvad vi vil. Vi vil ingenting”, er et motto her nordenfjords på. Eta er kun 2. generations indvandrer, men den første del af udtrykket har hun taget til sig.

Eta vil selv bestemme hvor hvalpene skal bo, og det skal ikke være i den opstillede fødekasse. Først flyttede hun dem til kurven i soveværelset, men jeg er ægte vendelbo, så de kom tilbage.

Næste morgen fandt jeg mor og børn i hundesofaen, der står i hundeværelset. Den gik heller ikke.

Om eftermiddagen var Eta i gang med at flytte hvalpene til hendes mors gamle hundekurv, hvor tæpperne lige var blevet moslet igennem først. Jeg måtte acceptere et kompromis; mormors kurv flyttede med ind i fødekassen ”betrukket” med rene tæpper.

Det kan vi begge leve med – i en overgangsperiode.

Den 31. januar 2019. Fire dage gamle. Den nye familie hygger sig i Lisbeths sengetøj på sofaen.
Den 31. januar 2019. Fire dage gamle. Eta (forbe)reder mors ulækre, men dejlige, gamle kurv.
Den 31. januar 2019. Fire dage gamle. Hvalpene flyttes forsigtigt fra fødekassen til den gamle kurv.
Den 31. januar 2019. Fire dage gamle. ”Her har vi det meget mere trygt og hyggeligt”.
Den 31. januar 2019. Fire dage gamle. Ok, så fik vi begge vores vilje.