Lisbeth og Erik

2007 Pallas med sin første bamse

I 2007 foreslog svigermor at vi fik hund igen. Arbejdsadressen havde vi allerede flyttet hjem, men vi havde stadig en del rejser. "Jamen jeg er kun 80, og jeg vil gerne passe hund, når I rejser", svarede svigermor. "Top", sagde jeg. "Så skal vi have en Gammel Dansk Hønsehund", sagde Erik.

Vi var superheldige at Jenny og Niels Bertram Mikkelsen på Kennel Charletan ved Ebeltoft lige havde én hvalp tilbage af et kuld på 13 efter Charletan´s Alistar og Holgerherholt. Ikke nok med det - det var en tæve, og den var hammerflot og noget så kær.

Der blev igen liv og latter i det lille hjem, og det har der været siden. Pallas, som vi kalder hende, er blevet som vi havde håbet: glad, livlig og kælen - og glad for børn. Desuden er hun et usædvanligt smukt eksemplar af racen. Når vi går tur i skoven eller på gaden er vi ofte blevet standset af folk, der lige ville klappe og rose den flotte hund. Kendere af racen har opfordret os til at avle på hende. Skridtet hertil tog vi dog først da vi blev provokeret af vores dyrlæge.

29. december 2013

Det var fantastisk at have hvalpe. At følge dem fra små bitte ubehjælpsomme væsener til 8 livlige banditter med hver sine individuelle træk var en stærk oplevelse.

Det skulle vi prøve igen. Jeg tog DKKs opdrætteruddannelse, og fik senere kennelmærke. Så nu kan vi kalde os Nordenfjords GDH Kennel.